fredag den 13. december 2013

De sidste 14 dage

Om 6 dage siger vi "farvel Uganda" og "goddag Danmark." Derfor har jeg valgt at lægge et par billeder ud fra de sidste 14 dage af vores ophold i Uganda.

I weekenden var vi på safari. Her er en collage over alle de forskellige dyr,
som vi fik set!

Sarah og jeg ude i junglen.

Uganda hedder ikke Afrikas perle for ingenting!

Line og jeg har lige besteget Murchison Falls (et vandfald) og laver her lidt
sjov med, at jeg redder Line fra at hoppe ud over kanten.
Vi er lidt skøre!

Her står vi 5 volontører sammen med vores guide til chimpansetrekking.
Vi så omkring 15-20 chimpanser.

Mahad fra min P3-klasse og jeg.

De fire drenge, som arbejder på farmen for at tjene penge til at gå i skole.
Paul (i den blå trøje) og Mike (i den røde trøje) er vilde efter at lære, og jeg
har derfor den sidste måned lavet lektier til dem.

Når hverdagen bliver lidt kedelig, så må vi finde på lidt sjov.
Her har Line og jeg lige leget vand/mel-krig. Det kan ikke anbefales! ;)

Vi har nu været med til at bygge 2 huse her i Kamuzinda.
Husene bliver sponsoreret af bl.a. mennesker fra kirken og
vores danske familie og venner hjemmefra.
Vi har derfor båret + kastet mursten frem og tilbage i to dage.


Selvom det er hårdt arbejde, nyder vi det, og har det rigtig sjovt.
Når det har regnet og der er mudder over det hele på jorden, kan man ikke
undgå en lille mudderkamp.

Her er Tina, som viser sin afrikanske side ved at bære
bananer på hovedet. (det skal lige siges, at det ikke
er så let, som de får det til at se ud til!)



Dette var lige små glimt fra de sidste 14 dage.
Vi ses i Danmark om 6 dage! :)

mandag den 2. december 2013

Hvad blev der af julestemningen?


Fejrer man d. 1. december i Uganda? Svaret på dette spørgsmål må både være nej og ja.
Primært nej. Der er ingen julemusik i taxaernes radio, intet julepynt i gaderne og ingen duft af julesmåkager eller andre godterier. December måned er som alle andre måneder hernede i Uganda. Den 25. december fejrer uganderne dog jul. Vi har fået forklaret, at en typisk juledag forløber således, at de går i kirke, spiser lækker mad med familien og derefter går de så på diskotek eller til en anden fest nede i byen sammen med deres venner. Jul i Uganda er slet ikke som jul i Danmark.
Men hvorfor svarer jeg så også ja? Jo, hvis man nu bevæger sig gennem Kamuzinda by, drejer til venstre ned ad vejen til Kamuzinda Farm, hilser med et pænt ”Ogenda otya, ssebo” (hvordan har du det, sir?) til vagten, og så banker på den tredje dør til venstre, så kan jeg lige love dig for, at du vil finde 5 juleglade mzungu’er.
Selvom vi befinder os langt væk fra Danmark, fra julemusik, fra julebag og julehygge med familien, så har vi gjort en stor indsats for at skabe vores egen lille jul hernede i Uganda.
Faktisk vil jeg sige, at dagen er forløbet nogenlunde, som den ville have forløbet hjemme i Danmark på d. 1. december. Vi startede ud med at tænde kalenderlyset til morgenmaden. Derefter tog vi i kirke, og resten af dagen har vi så haft julerengøring + lavet adventskrans, julestjerner og julehjerter. Dog sætter Uganda sit præg på julepynten, da det meste er lavet af bananblade.
Aftenen sluttede af med risengrød og julekalenderen ”Pyrus” og ”Jesus og Josefine.”
Så selvom vi har kørt på boda boda i 25-30 grader d. 1. december, vi var i poolen i lørdags (og er godt solbrændte – av!) og vi stadig kæmper med at holde myggene væk, så er julestemningen også kommet til Kamuzinda Farm i Uganda!
”Nkwagaliza ssekukulu ennungi n’om waka omugya”(Oversat til dansk: ”Jeg ønsker dig en glædelig jul og et godt nytår”)

Vi hygger med nissehuer, risengrød og vores gode venner Pyrus, Jesus
og Josefine.


fredag den 22. november 2013

Skolen, når den er bedst!

Indgangen til "Abundant Life Learning Centre"


Et ugandisk klasseværelse. Bænkene er oftest fyldt op med 5-6 elever på hver.

Lige nu arbejder skolen på at bygge flere klasseværelser.
Den blå dør i midten er indgangen til P3's klasseværelse, hvor jeg underviser
hver tirsdag og torsdag.

Min dejlige P3-klasse og jeg, som består af ikke mindre end 54 elever!

Matematik!

Man bliver nødt til at være kreativ for at få eleverne til at lære og forstå.
Derfor har Heidi og jeg brugt et par dage på at lave papure til over 80 elever.
Det tog lang tid - men det var al umagen værd, specielt når eleverne skriver
søde beskeder som: "My best teacher Mathilde, I love you."

Eddy.....


.....plus resten af klassen, viser stolt sine nye ure frem!

Craiber fra P3.

Der bliver spillet fodbold, danset, leget og hygget i idrætstimen.

Det er farligt at tage kameraet frem i løbet af idrætstimen.
Der bliver kæmpet om, hvem der kan komme tættest på kameraet!

Conrald (som jeg holder armene rundt om) er fra P3.
Jeg ved godt, at man ikke må have yndlings - men han er i hvert fald langt
oppe på listen!

Jacob og jeg stiller op til et billede sammen med et par elever fra P5
og lærerne, Joseph (i hvid skjorte) og Joram (i gul trøje).

Eddy og jeg gør honør!

Og så vil resten af drengene også være med! Her ses bl.a. andet John,
Ibra, Eddy og flere.

Skolen - en dag med respekt og spas!

Om skolen:

Indtil videre har jeg fortalt om specielle oplevelser hernede, som kirkebesøg, bungee jump og døde ugler. Men nu tror jeg, det er ved at være tid til, at I også hører lidt om, hvad hverdagen går med, og hvilke gyldne øjeblikke der også finder sted på de helt normale dage.
To gange om ugen deler vi fem volontører os ud på to skoler. Sarah og Heidi tager på ”Cornerstone School” (den kan I læse meget mere om på deres blogge), mens Line, Jacob og jeg tager ud på ”Abundant Life Learning Centre.”
Skolen, som også bliver kaldt Pastor Fred School, er stiftet af Pastor Fred i år 2004. På skolen kan man både finde Nursery Section og Primary Section. Der er 9 klasser, 15 lærere og ca. 330 elever.
Skolen ligger i en lille by, kaldet Kyamuyimbwa, og indeholder børn fra både nær og fjern. Nogle af børnene går mellem 1-2 timer for at komme hjem. Og dette er efter en skoledag, som starter kl. 07.00 om morgenen og slutter igen kl. 17.00 om aftenen.
I hele 3 måneder har vi været så heldige at tilbringe hver tirsdag og torsdag sammen med disse dejlige børn. Til at starte med prægede nervøsiteten, over at skulle undervise, så meget, at det egentlig ikke lige var det fedeste at skulle af sted til skolen om morgenen. Men efter lidt træning og erfaring, har jeg slet ikke lyst til at skulle forlade mine elever.

En normal skoledag:

En skoledag i Uganda er meget anderledes en skoledag i Danmark.
Som sagt, så varer børnenes skoledag 10 timer, hver eneste dag. Dog har vi ikke lige så lang skoledag. Vi møder nemlig først ind kl. 08.00.
Jeg starter min dag med at have matematik med Primary3. Når man kommer ind i klassen, bliver man mødt med 54 børn, som alle rejser sig, mens de i kor siger: ”Goodmorning Teacher. How are you?” (Godmorgen lærer. Hvordan har du det?)
Og først når man siger, at de skal sætte sig ned, sætter de sig ned. Det er meget overvældende, at børnene rejser sig op for en. Specielt fordi de gør det hver eneste gang man træder ind i et klasseværelse – også selvom man bare lige hurtigt skal hente noget eller snakke med en lærer.

Efter matematik går jeg så sammen med Line og Jacob ned på fodboldbanen, hvor vi skal undervise Primary3 og Primary4 i idræt.
Disse timer er oftest de mest hektiske på grund af antallet af børn. Både i P3 og P4 er de omkring 50 elever, hvilket svarer til et samlet antal på 100 elever.
Disse timer er dog også der, hvor man har størst mulighed for bare at lege og fjolle. Dette er rart – både for børn og voksne.

Når man så har løbet om kap med børnene, for at se hvem der kommer først tilbage til skolen, er det ved at være tid til pause.
Pausen bliver oftest brugt på at tilbringe tid sammen med lærerne. Her snakker vi, retter elevernes opgaver og får den frygtede morgenmad, som består af porridge og mandazii (porridge er majsmel og vand kogt sammen til en slags tyk mælk, og mandazii er dej som er friturestegt til små kager).
Her skal det også lige siges, at det ”selvfølgelig” er børnene, som bærer morgenmaden fra køkkenet og ned til lærerne.

Efter en halv times pause, skal eleverne i fuld sving igen. Her underviser jeg P3 i engelsk, som godt kan være noget af en udfordring, fordi eleverne i min klasse simpelthen er så dygtige!
Til hver time kræver det derfor god og kreativ planlægning, således at man kan fange børnenes opmærksomhed.
Det skal dog også siges, at jeg aldrig før har oplevet børn, som er så opsatte på at lære. Hvad enten det er multiplikation i matematik eller nye ord i engelsk. Hver gang man stiller et spørgsmål, flyver der mindst 20 små hænder op i luften. Mange gange sidder de alle og hvisker: ”Me teacher, me teacher” (tag mig, lærer, tag mig, lærer).

Inden vi tager hjem, spiser vi frokost sammen med de andre lærer fra skolen. Menuen her står på porsho (majsmel og vand kogt sammen til en slags stiv grød), ris og bønnesovs. Maden er lækker, men svær at spise med fingrene.
Samtidig løber børnene op bag skolen, hvor de alle sidder på græsset og spiser deres mad. Da Pastor Fred School er en privatskole, og forældrene betaler skolepenge, har alle børnene ret til at få en kop porridge.
Derudover kan forældrene betale ekstra, således at børnene får mad fra skolen. Mange har dog mad med hjemmefra, da det er for dyrt at købe maden fra skolen. I få tilfælde har børnene slet ikke mad med på grund af mangel på mad hjemmefra.
Efter en dag på ca. 6 timer, er det tiltrængt at komme tilbage på farmen igen. Til dels på grund af, at vi er trætte, men allermest på grund af trangen til at skulle på toilet, da skolens toiletter er lig med huller i jorden, og vi alle sammen har nægtet at benytte den form for toiletter.

Dansk skole vs. ugandisk skole:

Sammenligner man danske skoler med ugandiske skoler, er der specielt 3 ting, som skiller sig ud.

1. Skolens faciliteter: Selvom Pastor Fred School er en af de rigere skoler i Masaka omegn, er der stadig stor forskel fra denne skole til en skole i Danmark.
På skolen er der ikke stole og borde, som i Danmark, men træbænke sat sammen med borde. Jeg har prøvet at sidde på sådan en bænk i ca. 2 timer, og det er ikke just behageligt.
Derudover er der ikke materialer som projekter, computer og skolebøger. Dette vil sige, at hver gang børnene skal lave opgaver, skal de først skrive alle opgaverne ned i deres små blå hæfter. Dette er meget tidkrævende. Det at lave opgaver, kan ofte tage halvdelen af lektionen, da det tager lang tid for børnene at afskrive opgaverne.
Dog skal det også siges, at børnene på Pastor Fred School er heldige i forhold til faciliteterne, da de både har fodboldbane, legeplads og klasseværelse til hver enkelt klasse, hvilket slet ikke er en selvfølge hernede i Uganda.

2. Lærer-elev-forhold: Respekten for lærerne på skolen er meget stor. Man kan tydeligt se, at der findes et hierarki på skolen, som har lærerne i toppen og eleverne nedenunder. Derfor kan man også klart mærke forskellen på danske og ugandiske elever. Dette ses bl.a. når eleverne knæler for lærerne, rejser sig op når der skal siges noget og aldrig siger læren imod.
På mange punkter er det helt fantastisk at se børn med en sådan respekt overfor lærerne. Desværre kan man også mærke, at respekten ofte er baseret på frygt. I Uganda er det stadig lovligt at slå børnene i skolen (selvom der er ved at blive lavet en lov, som siger at det er forbudt), og derfor kan børnene, i tilfælde af at de ikke adlyder læren, få et slag over fingrene.

3. Børnenes disciplin/lyst til at lære: Det, som jeg er blevet allermest overrasket over, er den disciplin, som børnene besidder og deres lyst til at lære. Selvom de er nogle unger med krudt i, og som nyder at fise af sted til idræt, så er de også meget opsat på at høre efter, lave opgaver og lære.
Som jeg også har nævnt tidligere, så er det helt fantastisk at se børnenes små hænder flyve op i luften og deres kroppe lænet helt hen over deres bord, mens de hvisker: ”Teacher, teacher” (lærer, lærer), og alt dette på grund af, at de har svaret på lærens spørgsmål.
Udover deres lyst til at lære, er de også utrolig veldisciplinerede. De hører efter, de tier stille, når man beder dem om det, de går ned på knæ, når de skal aflevere deres hæfter (dette skal man dog lige vænne sig til) og de tager sig af hinanden.

Guldkorn:

I næste uge går børnene på ferie i 2 måneder. Det vil altså sige, at det er slut med at arbejde som lærer. Opgaven som lærer, har været det jeg har frygtet mest ved at skulle til Uganda, men dog er det også den opgave, som jeg er blevet allermest glad for!
Det er så dejligt at kunne være noget for børnene. At vise dem, at man vil dem det godt. At give dem ny viden. At lære dem, at de er noget værd.
Hver dag på skolen er en fest, og jeg oplever at få en masse små guldkorn med mig hjem. Det bliver utrolig svært at sige farvel til mine elskede børn, som hver især har fået en stor plads i mit hjerte!

onsdag den 13. november 2013

Skolesystemet i Uganda

Inden jeg skriver om vores arbejde på skolerne, vil jeg først fortælle jer om skolesystemet i Uganda. Skolesystemerne i Danmark og Uganda er nemlig ret forskellige.
Et skoleår i Uganda begynder i starten af februar og slutter i starten af december. Skoleåret er delt op i 3 terms. Eleverne afslutter de første to terms med prøveeksamener, og den sidste med rigtige eksaminationer. Afhængig af om eleven består eller dumper eksaminationerne, rykker eleven videre op i næste klasse eller forbliver i samme klasse. Altså kan en elev godt gå samme klasse om flere gange i streg, hvis han/hun ikke består sin eksamen.
Dette er meget uheldigt, både for eleven, men også for forældrene, som skal betale skolepenge. I nogle tilfælde bliver forældrene nødt til at trække børnene ud af skolen på grund af mangel på penge.
Det er fascinerende at se, hvor meget uganderne går op i eksaminationerne. Vi bliver ofte spurgt, om vi vil bede for deres eksaminationer. I vores kirke, som er moderkirke for 40 andre kirker, deltager en masse unge elever i gudstjenesterne omkring slutningen af skoleåret, for at blive bedt for og for at blive fyldt af Guds visdom. Derudover kan man også finde kort med lykønskninger, som f.eks. ”Congratulations on your examination” eller opmuntringer som f.eks. ”May God give you wisdom.”

For at forstå vigtigheden af de beståede eksaminationer, må man huske på, at mange af børnene kommer fra fattige familier, som har svært ved at betale skolepenge. En dumpet eksamination er derfor lig med endnu et års udgifter i form af skolepenge.
Den ugandiske skole er delt op i 3 sektioner:

1. sektion: Nursery School
2. sektion: Primary School
3. sektion: Secondary School

Nursery School indeholder to klassetrin – Babyclass og Topclass (i få tilfælde findes der også Middleclass, men da dette er meget nyt, er der ikke mange skoler, som har dette klassetrin endnu)
Børnene i Uganda starter som regel i Babyclass omkring 4-5 års alderen. Hele 1.s sektion kan nogenlunde sammenlignes med den danske børnehaveklasse.

Primary School indeholder syv klassetrin og minder meget om de danske klassetrin. I stedet for, at det hedder 1. til 9. klasse, hedder det Primary1, Primary2 osv. (også forkortet som P1, P2 osv.)
Når en elev har færdiggjort Primary7, svarer det til, når en elev i Danmark har færdiggjort 9. klasse.

Secondary School indeholder fire klassetrin og kan sammenlignes med det danske gymnasium.
Klassetrinene er Secondary1, Secondary2, Secondary3 og Secondary4.
Efter at have færdiggjort Secondary School, er man klar til at tage på universitetet og få sig en uddannelse.

Dette var bare lidt kort om skolesystemet i Uganda. Så snart vi får net igen kommer der et blogindlæg om, hvordan det er at undervise på en ugandisk skole.

onsdag den 6. november 2013

"3-2-1 - BUNGEE....."

....nedtællingen blev efterfulgt af et langt skrig. Efter blot få sekunder landede jeg sikkert i en lille gummibåd og blev derefter transporteret over til bredden. Aldrig før har det været så skønt at mærke følelsen af fast grund under sine fødder.
Sådan gik det til, da jeg i søndags bungee jumpede.

Egentlig havde planen været bare at overvære de andre volontørers spring. Men mens jeg sad og filmede de andres udspring, blev fristelsen alligevel for stor. Derfor blev jeg simpelthen nødt til at prøve selv at bungee jumpe.
Efter jeg var blevet vejet, havde betalt og til sidst skrevet under på, at hvis jeg fik skader eller i værste tilfælde døde, var det ikke deres ansvar, var jeg (næsten) klar til at tage springet. Da jeg til gengæld stod oppe på platformen, og der lige pludselig var 44 meters luft mellem mig og vandet, var jeg alligevel tæt på at få kolde fødder.
Jeg blev placeret i en stol, mens ”bungee-teamet” (bestående af tre store flinke afrikanere) bandt håndklæder, snore og andet grej rundt om mine ben.
Mens jeg sad der, tror jeg, at jeg nåede at fortryde mit valg op til 50 gange. Jeg var så (!) nervøs. Da jeg så blev bedt om at hoppe helt ud til kanten af platformen, således at mine tæer stak ud over kanten, begyndte mine ben for alvor at ryste. Fra da af og indtil der blev talt ned til hoppet, husker jeg ingenting af bare nervøsitet.
Springet var hurtigt overstået og tog ikke meget mere end 10-20 sekunder. Jeg kunne slet ikke fornemme, hvordan og hvorledes jeg hang med kroppen, fordi det gik så stærkt.
Til gengæld nåede jeg at skrige en hel masse. Jeg tror næsten, at jeg skreg helt indtil jeg hang stille og blev sænket ned i båden.

Det var super sjovt at bungee jumpe, men samtidig også meget grænseoverskridende og helt forfærdeligt. Det var sjovt på grund af den følelse af sejr efter springet. Det var forfærdeligt på grund af det lange hop og den nagende nervøsitet inden.
Jeg er glad for at det er overstået. Jeg er glad for, at jeg gjorde det. Men jeg gør det aldrig igen! (…i hvert fald ikke lige foreløbig.)



Her ser I den platform, som vi sprang ud fra.
Floden, som man kan se under platformen, er Nilen.

Jeg fik at vide, at jeg skreg hele vejen ned, hvilket dette billede viser meget godt!

I did it!

Sarah og jeg, glade og stolte over, at vi tog springet og overlevede!!!
 

mandag den 28. oktober 2013

In the jungle.....

Når man sidder og spiser i Masaka og der lige pludselig springer aber rundt oppe i træet, så ved man, at man befinder sig i Afrika.